India

Dag 1 – Mumbai: I lufthavns toilettet: tre ansatte, den første vifter med sine egne hænder under det moderne sensor-vandhane, den anden trækker servietter ude af apparatet på væggen og overrækker dem høfligt, den tredje lukker vippeskraldespanden op – “velkommen til Indien, Herre”. WC papiret er der til gengæld ikke noget af. Godt man har husket servietter.

Ved paskontrollen bliver jeg nægtet indrejse til Indien, da jeg har udfyldt blanketterne med blyant. Det er tilsyneladende forbudt i Indien. Et større problem, da der igen skal udfyldes diverse blanketter, jeg er træt og har hovedpine. I stedet for bevæger jeg mig 50 cm til højere til hans kollega, som har overværet seancen, og hvor jeg uden problemer får lov til at passerer.

Forbi en lang rækker vekslerboder som forsøge at lokke os til en hurtig handel med hæse, insisterende stemmer, forlader vi endeligt lufthavnsbygningen. Vi står på en åben plads, omringet på 3 sider af en kødrand af afhentningschauffører med hver deres skilt. De stirrer på os, vi stirrer tilbage. Ingen siger noget. Først nu mærker jeg varmen og fugtigheden. Og lugten. Vi er rumvæsener, indtil vi ser et skilt med vores egne, velkendte navne på.

Et trafikkaos kl. halv et om natten. Gamle bulede taxaer, rullende tidslommer som ligner radiobiler fra en rejsende tivoli. Et hvirvlende nærkamp af 3-hjulede scootere, biler, tit ser man een med lys der virker.

Mumbai/Bombay – Gateway to india, Indiens største by med over 13 millioner indbygger. Langs de travle midnatsgader sidder der mænd alle vegne, i sandaler og pæne hvide flipskjorter, ved vejkanten, på papkasser, under gadelygter – hvad skal de, så sent om natten?

Taxaer står alle steder, tusindvis af dem. Hvem køre i dem? En taxa står i halvmørket mellem to gadelys, bagdørene står åben, et par overraskende lyserøde føder stikker ud – hjemmet laves om til arbejdsplads på få sekunder.

En taxa rasler osende forbi. Alt på bilen er bulet, selv bulerne. Taget er kraftigt medtaget – den har nok rullet engang. Sideruderne er dog ikke bulet, da de mangler helt. Taxaen forsøger at drejer ind i foran vores bil inden den er færdig med at overhale, chaufførerne udveksler en duel med bilhornene. Jeg får øjenkontakt med passageren nærmest mig, som er så tæt på at jeg kan se sveden glinse i hans overskæg. Han stirrer tilbage. Europa møder Østen.

Bygninger rejser sig fortvivlet langs vejen. De fleste er forfalden med det absolut grundighed man kun kan opnå efter mange år i et varmt og fugtig tropeklima. De ser mørkt og forladt ud. Livet foregår ude på gaden, selv så sent om natten.

Bilen foran os er stoppet. Et hul er blevet banket i et mur ved siden af os. Bag hullet hænger der et ensomt elektrisk pær, og på fem brugte lastbildæk sidder en mand i hvid skjorte, brune habit bukser og sandaler og venter på kunder. Klokken er et om natten. En kalender med en afbildning af Shiva pynter væggen. Vi stirre på hinanden, og bilen foran os vælger at kører over for rødt. Trafikken opsluger den på et øjeblik.

På hotellet modtager vi optimistisk et vejkort over Mumbai. Den proklamere stolt “Latest Road Map of Mumbai” og forsikre os at vi kan “see Mumbai the beautiful with this map being helpful”. Udenfor ligner vejene en byggeplads. Vi kommer nok ikke til at slide kortene op, inden de skal udskiftes.

På vej ind i hotellet skulle vi igennem et sikkerheds post, hvor vores baggage bliver skannet. Ved hoveddøren skal vi igennem en metaldetektor. Minderne om terroraktionerne for få år siden spøger stadigvæk.

Hotel Sahara Star er et enormt kompleks, bygget i en cirkel med et kæmpe overdækket gård med restauranter, vandfald, stiger og små haver. Lyset i værelset styres af en panel, hvor man kan indstille en “dawn” stemning eller en “nat” stemning. Jeg opgiver til sidst at få “party” indstilling til at virke, samt at få lys på toilettet, og falder udmattet i seng. Jeg kan ikke sove – jeg har oplevet mere Indien den sidste time end jeg havde forestillet mig jeg ville opleve på en hel uge. Jeg tænder iPhonen og lader Gasoline’s “Langebro” blander sig med lyden af Mumbai’s 1001 bilhorn.

Dag 2 – Mumbai

På vej til aftensmaden på luksus hotellet Grand Hyatt må bilen slanger sig omkring livet som er ved at brede sig fra de smalle fortov til kørebanen. Små bål tændes på fortovet, og en hund med fjernt blik skider koncentreret ved siden af en sovende mand. Efterhånden ligger flere sig til at sov under aviserne, nogle gange familier i grupper sammen. Maden var meget godt, især lammekødet i stærkt sovs og isen som blev lavet af en slags kondenseret mælk.

I Mumbai anvender man et særligt rullende hovedbevægelse, på sammen måde som de plastik gravhunde som nikkede i bagruden af de fleste biler i halvfjedserne. Det virker som om alle til mødet konstant ryster på hovedet i fælles forbløffelse og vantro over, at de skulle være så heldigt at kunne modtage mine vise ord. Jeg nyder min selvbedrag og forlader mødet med en smil på læberne. Nogle gang skal der alligevel ikke mere til.

Det er mørkt. På vejbanen har en mand gravet en hul på en meter gange en meter. Han står i den til navlen og graver videre. Vi undgår med nød og næppe at ramme ham og hullet, og et øjeblik senere forsvinder han i mørket.

I morgen skal vi på kontoret igen, og så flyver vi til Gujarat, som tilsyneladende er mest kendt for henholdsvis deres alkoholforbud og deres høj alkoholforbrug. Jeg går ud fra det er en vits og smiler høfligt. Min forsøg på at kopiere den rullende hovedbevægelse ender galt og jeg hoster en stykke stærk krydret lammekød op på den hvide duge.

I Mumbai kan det være billigere at flyve til industriområdet i Panoli end det er at tage toget. Foran lufthavnen står endeløse rækker af bulede trehjulede scooter-taxaer klar til at opsamler flypassagerene.

Min mave har det fint. Strategien med at børste mine tænder i gin fra minibaren ser alligevel ud til at virke.

Dag 3 – Ankleshwar, Gujarat

Den 14 januar er der dragefest. Vi snakker lidt om Afghanistan og filmen Kiterunner. Om Kandehar og Aleksander, om Khyberpasset og Kipling. Jeg får at vide at der bindes glasskår fast på drage snørerne, og der kæmpes om at få klippet så mange af de andres snøre over med sin egen drage. Da snorene ender med at hænge tværs over vejene – og gerne i hoved højde – må man formoder at festen ikke betragtes som særligt velsignende for motorcyklisterne.

En ny, seks-sporet motorvej fører fra Lufthavnen i Varadora de ca 150 kilometer til industriområdet omkring Ankleshwar. I de tre sydgående baner vi befinder os på har trafikken delt sig i fem baner. Landskabet vi køre igennem er fløjlssort og er formodentligt halvørken. Der er ingen bygninger, ingen byer, men de få traktorer og æselkarre som snegler sig afsted langs motorvejen tyder på at der må være nogen der bor herude.

Med ca. 20 kilometers mellemrum dukker der et hotel op i mørket. På facaderne hænger der guirlander af blinkende lys, som får hotellerne til at ligner særdeles futuristiske rumskibe. Hotellerne er de moderne, neonbelyste arvetager af karevanseraierne, som formodentligt har lagt her i mere end tusinde år, et halvt dags rejse på kamel imellem dem. Den rute vi følger har sikkert været en gammel handelsrute. I dag er kamelerne erstattet af lastbiler malet i skrigende farver, opmuntrende slogans og hagekors, men der er stadigvæk over 3000 kilometer fra Himalajabjergene til Indiens sydligste punkt. Mørke, tomme værelser ligger øverst, den nederste del består af betonsøjler, blottet for vægge og vinduer. Gulvene er af upudset beton. Møblementet består af de alstedsværende plastikstole, samt et fjernsyn. Hotel-oaserne er tydeligvis populær, og er fyldt med rejsende i farverigt tøj som sidder med en sodavand i hånden og ser Bollywood film eller musikvideo på Hindi.

På kontoret i morges drak vi det fine, ægte Coca Cola, som koster 20 rupier eller omkring to kroner. Man har fået besøg fra Danmark. Den lokale cola hedder Thumbs Up – Jeg bestemmer mig for at børste tænder i det i morgen

Omkring os lever mere end 80% af befolkningen af mindre end syv kroner om dagen. Jeg forsøger at regne ud i sekunder hvor længe jeg skal arbejde for at tjene syv kroner, men kan ikke tag stilling til om det skulle være med eller uden skat, og jeg bliver afledt af tanker om fordelene og ulemperne i vores egen socialsystem.

Udenfor kontoret ser kragerne flot og velnæret ud, og de blander dig selvsikkert i gadelivet. I Mumbai bor der 50.000 Parsier. Jeg kender ikke mere til dem end at jeg forstår at de ikke begraver deres døde, men efterlader dem til fuglene. Parsierne har et meget spændende historie, jeg må læse mere om dem når jeg kommer hjem.

 

Omkring halvdelen af verdensbefolkningen bor i Indien og Kina. I en hel kvarter i Mumbai sælges der ikke andet end bilhorn. Kakophonien er ubeskriveligt.

Chaufføren stopper og klapper sidespejlene ind. Vi krydser et enormt jernbro, bygget i 1877. Der så meget jern i broen at fabriker i årevis har plaget for at købe den, mod at de rejser en moderne bro i beton. Men vi er i Indien, så der er ikke sket mere. Broen var i sin tid rigeligt bred til 2 af kolonie tidens hestevogne – i dag må bilerne klappe sidespejlerne ind for at passere hinanden.

Lastbilerne må kun passere i nogle få timer efter midnat, og kun i en retning af gangen. Under os ruller Indiens fjerde størreste flod – månen spejler sig i det tungt glidende, mørke vand og jeg fornemmer for første gang i mit liv tydeligt nærværet af hærgede spøgelser der rækker ud efter mig på Hindi og formfuldendt Engelsk. I den Indiske nat flyttes alle grænser for det normale, og jeg betragter mig selv roligt udenfor tid og rum.

Vi kører igennem en by. Trafikken presses tættere sammen, flere modkørende biler kører i vores vejbane, og vores chauffør kører derfor lige så resolut i den forkerte vejbane. Vi klager over at luften fra airconditionanlægget er for koldt, og han sænker stolt temperaturen.

Langs vejene bor mennesker under presseninger og plastikposer. De heldige bor under en gadelampe. Jeg spekulere over, at de færreste vil nogensinde sidder i en af de endeløs strømmende biler der suser forbi få meter fra dem.

Gujarat beskrives som et meget tør stat. Det får jeg formodentligt bekræftet når solen stiger i morgen. Lidt længere nordpå ligger ørkenen Ran of Kutch der lyder som en digt af Kipling.

Vi er i det virkelig Indien nu. Hotellet betragtes som den fineste i regionen. Det bekræftes af den vestlig toilet på værelset. Minibaren er tomt, og ligner noget der har lagt på bunden af Ganges floden. Hotellet forsøger at efterligne de fornemme hoteller i Mumbai. Der ligger da også et gulnet stykke brevpapir på bordet – ringene på papiret tyder på at det har været brugt som underlag for de ellers så forbudte Kingfisher øl. Vores bestræbelser på at skaffe de forjættede dråber er omsonst. Vi snakker om, at vi er i rækkevide af evt raketter fra Pakistan. Pletterne på min lagen minder mig om omridset af Sri Lanka.

 

Vi spiser en fremragende kylling karry i hotellets restaurant. Tjeneren er tydeligvis nervøs og taber en glas på marmorgulvet. Han slapper først af da vi roser maden og spørge til ingredienserne. Klokken er halv tolv om aften – jeg opgiver at komme igennem til Danmark, mobilforbindelsen er for svag. Udenfor oser gadekøkkener under plastikhalvtagene, en gammel mand har lagt sig til at sove på fortovet, og folk i plastiksandaler undgår elegant at træder på ham.

I min horoskop læser jeg at jeg har særdeles gode muligheder for at indgår i et arrangeret ægteskab i disse dage. Jeg bestemmer mig for at tage ingen chancer og lær hvordan man siger nej tak på Hindi.

Klokken er halv tre. Kontakten med sjælerne på broen har alligevel påvirket mig, og jeg fornemmer at en del af det som foruroliger vestlige besøgende til Indien er at afstanden mellem de levende og de døde er meget lille. Så lille, at man kan se døden i øjnene af de levende forhutlede som bevarer øjenkontakten igennem bilruden med deres intrængende, tomme blikke. Jeg tænder noget Tyrolermusik i iPhonen og øjeblikkets absurditet får mig til at slappe af og falde i søvn. Jeg drømmer om Bramin præster og viktorianske damer som rækker ud efter mig fra en ingenmandsland mellem livet og floden.

Tidlig om morgenen er luften køligt og lugter af røg. Ved en reservoir bag ved hotellet opdager jeg nogle hellige steder hvor der er ofret menneskehår, samt ikoner af elefantguden Ganesha.

Senere passere vi en død mand liggende under jernbanebroen, da vi skal med toget tilbage til Mumbai. Det er sidst på eftermiddagen og trængslen på den smalle fortov er enorm. Alligevel bliver manden ikke flyttet, fodgængerne anvender vejbanen. Vi er i Indien og det er ved at være nat.

Manden ved siden af mig på første klasses kompartement er blevet færdig med at afprøve samtlige ringetoner i hans mobiltelefon, og begynder på en bøn til Rama. Bønnen varer over en time, og snart harmonisere hans messende stemme med togets monoton vuggen.